Handling og ansvar – at tage livet hjem igen.

Der kommer et tidspunkt i livet, hvor vi opdager, at vi ikke længere kan vente på, at nogen redder os.

Ikke fordi vi ikke har været udsat for smerte.Ikke fordi det, vi har oplevet, ikke har haft betydning.

Men fordi vi langsomt mærker, at hvis noget skal ændre sig, må ansvaret tages hjem.

Denne tekst handler ikke om skyld.

Den handler ikke om at “tage sig sammen”.

Den handler om handling, ansvar – og om at blive den voksne i sit eget liv.

At tage ansvar for mig selv og mit liv har været et af de største skridt, jeg har taget.

At bevæge sig fra bebrejdelse, selvmedlidenhed og frustration – over i noget mere løsningsorienteret, selvbevidst og målrettet – kan føles helt uoverskueligt.

Og det er vigtigt for mig at sige: dette er ikke ment som en tekst, der skal gøre dig modløs. Tværtimod.

Hvis du læser med her, er du ikke alene.

Og der kan ske noget andet end det, der er lige nu.

Når vi forsøger at slippe for ansvaret

Der vil være situationer gennem hele vores liv, hvor vi er nødt til at stoppe op og opdage, at vi – bevidst eller ubevidst – forsøger at flygte fra ansvaret.

For det ville da være lettere, hvis:

• de andre kunne se, hvad de har gjort ved mig

• nogen forstod, hvor synd det er for mig

• nogen kom og reddede mig og fjernede mine problemer

Og lad mig være tydelig:

Der findes mennesker, som har brug for reel hjælp for overhovedet at kunne komme videre fra den smerte, de står i.

Det skal aldrig underkendes.

Det, der dog ofte er fælles for os alle, er dette:

👉 En beslutning må tages.

En beslutning om, at der ønskes en anden vej i livet.

Og efter beslutningen kommer handlingen – i det tempo og på det niveau, der er muligt for den enkelte.

Egoet, frygten og det ukendte

Vi er desværre – og helt menneskeligt – også drevet af vores ego.

Det ego, som forsøger at beskytte os mod smerte, mod det ukendte, mod det vi engang har lært var “farligt”.

Egoet vil hellere have, at vi bliver i det kendte – selv når det kendte er ulideligt – end at vi bevæger os ud i noget nyt og usikkert.

Men hvad nu hvis vi turde stoppe op?

Hvad nu hvis vi fandt modet til at tage ansvaret hjem, stå op for os selv og sige:

Jeg tror på, at der er noget bedre i vente for mig.

Ja – det vil være angstprovokerende.

Ja – det vil ruske i dit nervesystem.

Men spørgsmålet er:

Vil du virkelig afslutte dit liv dér, hvor du er utilfreds, fastlåst eller nøjes?

Hvis svaret er ja, så er det dit valg – og det respekterer jeg.

Jeg vil dog ønske for dig, at du turde se:

• hvor meget mere potentiale der bor i dig

• hvor meget mere du fortjener

• at der findes langt færre ting, du ikke kan klare, end du tror

Du kan mere, end du tror.

Når vi gør det personligt

Konsekvensen af ikke at tage ansvar er ofte denne:

Livet forbliver, som det er.

Der kommer ingen og redder dig.

Der kommer ingen og tager ansvar for det, du ønsker, de skulle tage ansvar for.

Ofte ved de andre end ikke, at de har såret dig.

De ved ikke, at deres tone ramte dig.

De ved ikke, at du tog det personligt.

Meget af det, vi lider under, lever som historier i vores eget hoved – historier, der har fået lov at vokse og gentage sig.

Det betyder ikke, at din smerte ikke er reel.

Men det er værd at spørge:

Hvad er egentlig sandt?

Der findes naturligvis oplevelser – som overgreb og vold – der ikke kan rummes i samme forklaringsmodel.

Jeg deler dette, fordi det hører med:

Som teenager blev jeg overfaldet af en fremmed mand på gaden.

Det satte dybe spor i både min krop og mit sind i mange år.

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at manden havde det ekstremt svært med sig selv.

Noget blev trigget i ham, og han smed sit ansvar fra sig og reagerede med vold.

Intet af det havde med mig at gøre – men det ramte mig.

Situationer som disse findes i mange afskygninger.

Fælles for dem er ofte, at noget bliver taget personligt.

Den, der bliver trigget, bærer som regel noget, der kalder på opmærksomhed og bevidsthed.

Ansvar er ikke skyld

Der har også været perioder i mit liv, hvor jeg har ønsket at straffe mine forældre for deres sårende handlinger.

Inde i mig boede en overbevisning om, at de måtte hade mig – for ellers ville de ikke sige og gøre, som de gjorde.

De har deres livshistorier.

Deres sår.

Deres begrænsninger.

Og nej – det hjalp mig ikke at straffe dem.

Det kostede mig energi, nærvær og livsglæde.

Det, jeg kan tage ansvar for, er:

• den del i mig, der mangler anerkendelse

• den del i mig, der længes efter omsorg

• den del i mig, der stadig har brug for at blive mødt

Så hvad kan jeg gøre for den lille Birgitte indeni?

Har hun brug for:

• en tur i skoven

• et kram

• leg

• ro

• tryghed

• eller blot at blive lyttet til?

Det ansvar er mit.

At tage ejerskabet hjem

Når vi stopper op og siger:

Det er mig, der er den voksne nu

… så tager vi ejerskabet hjem.Hjem til os selv – væk fra autopiloten.

Og her opstår de vigtige spørgsmål:

• Hvad vil jeg egentlig med mit liv?

• Hvilke drømme har jeg?

• Hvilke fortællinger holder jeg fast i om mig selv?

• Hvem ville jeg være uden dem?

Stop op og mærk efter:

Holder ydre omstændigheder dig virkelig fast –eller er det i virkeligheden dig selv, der holder fast i dem?

Refleksion til dig som læser

Du kan lade disse spørgsmål lande i dit eget tempo:

• Hvor i dit liv venter du på, at andre skal tage ansvar for din trivsel?

• Hvad koster det dig at blive, hvor du er?

• Hvad ville det første lille skridt i retning af ansvar være – ikke hele vejen, bare ét skridt?

• Hvad har du brug for fra dig selv lige nu?

At tage ansvar for sit liv er ikke et øjeblik – det er en bevægelse.

Nogle dage går vi frem, andre dage står vi stille.

Det vigtige er ikke tempoet, men retningen.

Når du tager ansvaret hjem, tager du også kraften hjem.

Ikke for at gøre alt alene – men for at vide, at du kan stå i dit eget liv.

Vær blid med dig selv i processen.

Du lærer stadig.

Og det er nok.