Tillid er ikke at vide – det er at blive

Livet er en proces mellem udfordringer og succeser.

Og for mange føles det som en rutsjebanetur mellem følelsesmæssige op- og nedture.

Så hvordan finder vi balancen i alt dette?

Min oplevelse er, at første skridt er at acceptere én grundlæggende sandhed:

Livet vil give os begge dele.

Det behagelige og det ubehagelige.

Glæden og sorgen.

Det, der lykkes – og det, der gør ondt.

Forskellen ligger ikke i, hvad vi møder, men i hvordan vi møder det.

For jo højere vi flyver, jo dybere falder vi ofte.

Det betyder ikke, at vi ikke skal tillade os selv at være glade.

Og det betyder heller ikke, at vi skal undgå det, der er svært.

Det peger blot på vigtigheden af balance.

Nogle gange mister vi os selv undervejs.

Ikke fordi noget er gået galt – men fordi vi er i bevægelse.

Fordi noget gammelt ikke længere passer, og noget nyt endnu ikke har fundet form.

At miste sig selv kan være en overgang.

En invitation til at opdage, hvem vi er nu.

Tillid som et misforstået begreb

Tillid bliver ofte forbundet med tryghed.

Med vished.

Med følelsen af, at alt nok skal gå.

Men tillid er ikke at vide.

Tillid er at blive, også når vi ikke ved.

At blive i kroppen.

At blive i livet.

At blive i det, der er uafklaret, uden at flygte eller lukke ned.

Tillid handler ikke om, at livet ikke gør ondt.

Det handler om, at vi kan være i det, når det gør.

Når livet ikke blev som håbet

Der er situationer i livet, som ikke kan fixes.

Tab.

Skuffelser.

Brud.

Drømme, der ikke blev til virkelighed.

Tillid i disse situationer handler ikke om at finde en forklaring.

Men om at kunne spørge sig selv:

Hvad kalder dette på i mig?

Nogle gange handler det om at sætte grænser.

Andre gange om at lytte dybere.

Nogle gange om at give slip på det, vi troede, vi skulle være.

Tillid er ikke et endemål.

Det er en relation, der udvikler sig, hver gang vi bliver i det svære – og opdager, at vi stadig er her.

Refleksion

• Hvor i dit liv forsøger du at få svar, før du tillader dig selv at være?

• Hvad ville der ske, hvis du ikke skulle vide – men bare blive?

Tillid er ikke noget, du skal mestre.

Det er noget, du langsomt vokser ind i.

Denne tekst er en del af en triologi om at stå i livet med mere tillid, mindre kamp og større kropslig forankring.

Triologien består af tre selvstændige indlæg, som kan læses hver for sig – eller som en samlet bevægelse:

1. Tillid er ikke at vide – det er at blive

om at stå i livet uden at kende alle svar

2. Når kontrol bliver en overlevelsesstrategi

om hvorfor vi kæmper – og hvordan vi langsomt kan slippe kampen

3. Kroppen ved vejen – når sindet ikke kan tænke sig til ro

om nervesystemet, nærvær og vejen hjem i kroppen

Du er ikke bagud, hvis du stadig er i proces.

Du er ikke forkert, hvis noget stadig larmer.

Læs i dit eget tempo.

Brug det, der giver mening.

Og lad resten ligge.